tirsdag den 16. august 2011

Jeg vil til Mumi land!!!

Har netop erfaret at der faktisk findes noget der hedder Mumi land, det land må være intet andet end fantastisk. Jeg husker min barndom hvor jeg har set HELT VILDT meget mumi troldene, og jeg er stadig lidt forelsket når jeg kommer op tidligt lørdag morgen, og det så blir vist på tv. Jeg har tænkt jeg snart må få Merle til at bide på, vil rigtig gerne købe små hyggelig mumi ting til hende.... Og jeg synes ikke det er træls at se på hele tiden.... hvor imod drømmehaven og teletubbies rent faktisk er tæt på at tage livet af mig.

Men læs og se lige her, det der mumi land, det lyder bare SÅ hyggeligt, er der nogen af jer der har været der??






Mumiland?« Ligger det ikke i Egypten?
Næ, vi har skam rejst den anden vej, og har været nordpå i Finland og besøge mumitroldenes hjemland. De har nemlig deres eget Mumiland på en lille dejlig skærgårdsø i Nordendal, der ligger tæt ved Turku, hvor færgen fra Stockholm kommer ind fire gange dagligt.
Så selvom det er lidt af en tur fra Danmark, er det trods alt nemt at komme dertil og nemt at finde. Når man er nået frem til den lille yndige by Nådendal - eller Naantali, som byen hedder på finsk - kan enhver vise vej, også selvom de kun taler finsk. For på disse kanter kender alle mumitroldene.
Man kan ikke køre direkte til Mumiland. Det er dejligt afskåret fra virkelighedens verden, i kraft af at det ligger på sin egen lille ø, hvor der ikke er nogen veje. Så man skal parkere bilen nede ved lystbådehavnen, for der er ingen parkeringspladser tættere på.
Derfra går der til gengæld et sjovt og gratis lille Mumitog i fast pendulfart de resterende 600 meter hen til broen, der fører over til selve øen. Man går over den lange bro, og selvom det umiddelbart virker besværligt, så fungerer det fint. Man træder helt bogstaveligt talt ind i en eventyrverden, hvor der hverken er stress eller bilos, men masser af frisk luft, god plads og smuk natur.
Selv det kommercielle er holdt på et minimum, og gemt af vejen i »Snifs« butik, som man nemt kan undgå, hvis man ikke vil bruge en masse penge på merchandise. Kun ballonsælgeren står åbenlyst og lokker med sine flotte mumiballoner. Ellers er det hele i særklasse loyalt mod mumitroldenes verden. Alt er bygget smukt i træ i harmoni med øens natur, og man er herligt fri for høj musik, friturestank og plasticarrangementer. Og så er der ingen karruseller, kun aktiviteter, hvor børnene selv skal være aktive.
Vi køber billet til en dag, og børnene styrter straks af sted. Første stop er det store blå Mumihus, og fryden er stor, da de finder det. Selveste mumimor sidder i sin gyngestol på verandaen og kigger, og ungerne går andægtigt forbi hende ind i huset. Det er indrettet som et rigtigt hus med møbler, nips, billeder og bøger, og man må røre ved alt.
Vores datter på seks år drøner op i Snorkfrøkenens værelse og kigger i hendes guldspejl og ligger i hendes himmelseng. Drengen på tre år er mere til mumitroldens værelse, hvor der hænger en gynge, og han får sig straks en gyngetur. Alt fra bogen findes i huset i virkeligheden, og det hele er i prima kvalitet. Efter en rum tid må vi dog videre, og minsandten om vi ikke render lige ind i Mumitrolden.
Den treårige, der ellers ikke er meget for fremmede, løber lige ind i favnen på Mumi, der står og vinker. Mere gør mumitroldene stort set ikke, men det er også rigeligt for børnene. I Mumiland er gæsterne nemlig en del af hverdagen, der går sin vante gang. Mumifigurerne gør, som de plejer, helt uforstyrret af de mange nysgerrige gæster, og man tror næsten, at de findes i virkeligheden.
Vi er på besøg, netop som et højtryk fra Rusland har lagt sig stabilt over Finland. Så der er tæt på 30 grader, og det er ikke ligefrem en sauna, vi har i tankerne. Men i Finland går de i sauna hele året, og selvfølgelig er der også en i Mumiland.
Øen har i det hele taget alt, hvad der skal til, for at en småbørnsfamilie mageligt kan tilbringe en lang dag på øen. Her er først og fremmest masser at opleve for børnene. Desuden er der ualmindeligt gode toiletforhold, billig og børnevenlig mad, skifterum med mikroovn og en god strand med grillplads.
Vi holdt os dog primært til mumitroldene, og efter besøget i deres hus var vi om bord på mumifars skib, der ligger i dok, og hvor den lille håndværker har frit slag med hammer og søm. Vi så Mumiteater, der to gange dagligt foregår på svensk (ellers er det på finsk). Derefter fortsatte vi ind i skoven og op og ned ad klipper, forbi heksens uhyggelige hus, fór vild i labyrinten (!) listede igennem hattifnatternes grotte og frøs inde i et ishus, hvor der var en hel væg af is.
Med jævne mellemrum kom der en mumifigur luntende venligt forbi for at ordne et ærinde, og ungerne opfattede dem som nogle jævnaldrende venner. Således mente vores dreng, at Mumi må være fire år.
Efter fem dejlige timer skulle den lille sove, så vi var nødt til at tage hjem til hotellet. Men vi lovede helt oprigtigt, at vi nok skulle komme igen næste dag, og gensynet var om muligt en endnu større oplevelse for børnene.
Vi nåede dog lagtfra alt det, man kan foretage sig i Mumiland. Der er blandt andet en hel del legeaktiviteter for børnene, hvor Mumitroldene er med i legen.
Så hvis du tager derop, er det en god idé at købe en todages billet.

Teksten er taget her fra , billederne er fra rundt omkring.... Vil ønske jeg en dag kan skrive min egen tekst og vise egne billeder, det lyder så skønt i det der mumi land.

4 kommentarer:

  1. Åh, jeg ku' godt...
    Ærgerligt at vi lige har været på ferie :)

    SvarSlet
  2. Hvor fantastisk!! Det anede jeg ikke eksisterede. Jeg var i stockholm sidste sommer - jeg skulle da liiiiiige ha' vist, at der fandtes et Mumiland. Det må ses en dag. Tak for tippet!

    SvarSlet
  3. Det lyder da virkelig som et helt vildt fantastisk og hyggeligt sted!!!
    Det er hermed noteret på vores lange liste over steder vi gerne vil besøge :)
    Kh Tina

    SvarSlet
  4. Ja lyder det sted ikke bare gennemført fantastisk, både for børn og voksne.... Må simpelthen se det sted inden børnene blir for store dag:-)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...